Nyheder

Forholdsmæssigt afslag på kr. 8.500,00 og udbedring af mangler efter et års ventetid

Anne og Martin indmeldte sig i maj med ønske om hjælp i en sag om mangler i et nybyggeri i Aalborg. Utætheder i loftet havde medført fugtgener og at vand trængte ind ved regn. Udlejer havde igennem godt et år forsømt at få manglerne udbedret, og Anne og Martin var ikke blevet kompenseret for generne i lejemålet. På den baggrund rettede Anne og Martin henvendelse til os, da tålmodigheden var ved at være opbrugt 
 
Vi overtog dialogen med udlejer og sikrede Anne og Martin et forholdsmæssigt afslag på kr. 8.500,00 i juli måned, og, at udbedring af utætheder og efterfølgende maling af lejemålets loft blev udbedret af udlejer – også i juli måned.
 
Vi glæder os over et kort, effektivt forløb til gavn for de to aalborgensiske lejere.

Lejer tilbagebetalt fuldt depositum efter 4 års beboelse

Laura fra Struer indmeldte sig i marts 2018 med ønske om hjælp frem med fraflytningen af et lejemål, hun havde boet i siden 2014. Der var tvivl om omfanget af istandsættelse, der manglede indflytningsrapport – og Laura havde tidligere haft dårlige fraflytningserfaringer, fra tidligere lejeforhold. Vi bistod Laura frem mod fraflytning, korresponderede med udlejer og deltog i selve fraflytningssynet med udlejer. Istandsættelsesarbejderne og afleveringen af lejemålet blev godkendt, og Laura blev midt juni tilbagebetalt det fulde depositum. Vi glæder os over, at Laura – der var reguleret efter den ”gamle” og noget strengere lejelov – fik fuldt depositum retur efter 4 år i lejemålet.

Lejer tilbagebetalt kr. 15.600,00 efter vundet sag i Huslejenævnet – udlejer pålagt bøde

Martin Saastamoinen Jørgensen henvendte sig til os i august 2017 med en sag om fraflytning af en lejebolig, hvor Martin ikke havde modtaget tilbagebetaling af restdepositum. Lejeboligen var fraflyttet allerede i februar 2017.
Vi indgik, på Martins vegne, i dialog med udlejer, og krævede det fulde depositum på kr. 15.600,00 tilbagebetalt. Da udlejer nægtede tilbagebetaling, og da samtidig vi mente, at Martin var berrettiget godtgørelse af det fulde beløb, anlagde vi sagen for Huslejenævnet til afgørelse. Efter godt 2 måneders sagsbehandling i nævnet faldt der afgørelse i sagen, og Martin fik medhold i tilbagebetaling af det fulde depositum. Huslejenævnet besluttede desuden at pålægge udlejer at betale et gebyr på kr. 2.113,00 til nævnet for tabt sag.

Besparelse på kr. 10.745,56 for lejer efter forhandling med udlejer

Michael Teglgaard fra København henvendte sig i september 2017 til os med ønske om bistand i en sag om fraflytningsopgørelsen for en mindre lejlighed. Sagen drejede sig om urimelige omkostninger ved aflevering af lejemålet, herunder bl.a. omkostninger til indvendig maling, udvendig maling af dør og rengøring i lejemålet. Da vi gennemgik både lejeforholdet og fraflytningsopgørelsen afdækkede vi både urimelige istandsættelsesarbejder og urimeligt opkrævede tillægsydelser i lejeforholdet.

Vi indgik i dialog med udlejer og forhandlede efter et kort, men effektivt forløb en samlet besparelse på kr. 10.745,56 hjem til Michael, som udlejer frasagde sig.

Alexander og Nicolai fra Aalborg godtgjort efter sag om skader og skimmelsvamp i lejebolig

28 dage tog det fra første henvendelse til udlejer, og til at en aftale om godtgørelse var på plads. Og det trods større uenigheder undervejs.

Nicolai og Alexander indmeldte sig i august med ønske om hjælp til en kompliceret sag, hvor der også var udfordringer med dialogen med udlejer. Efter en vandskade  var der foretaget større udskæringer i lejemålets loft, og der blev konstateret betragtelige vækster af skimmelsvamp. Den ene af lejerne led af nedsat lungefunktion, hvorfor skaden var særligt alvorlig.

Vi indgik i dialog med udlejer og dennes administrator, med krav om udbedering og afslag i lejen. Idet Nicolai og Alexander forinden sagen havde opsagt lejeforholdet, bistod vi ligeledes lejerne ved fraflytningssynet, hvor vi behandlede flytteforretningen med udlejer.

Til trods for løbende uenighed mellem parterne, og modkrav fra udlejer med påstand om skader i lejemålet, lukkede vi sagen på dagen for flyttesynet med en underskrevet aftale, hvormed Nicolai og Alexander blev godtgjort samlet kr. 26.525,00, når depositum, forholdsmæssigt afslag og udlejers modkrav var afregnet. Fra vores første henvendelse til udlejer og til en underskrevet aftale var nået, gik kun 28 dage, og vi glæder os over et godt resultat og en effektiv proces.

Lejer sikret afslag i lejen og tilbagebetalt fuldt depositum og forudbetalt leje ved fraflytning

Karin fra Rønde, der indmeldte sig hos os i april 2017, henvendte sig på baggrund af sit lejemål, der var mangelfuldt isoleret og deraf led af betragtelige vækster af skimmelsvamp i store dele af lejemålet. Det lejede var et landhus i en mindre by. Vi indgik i dialog med udlejer og dennes repræsentant, hvorefter der blev sikret udbedring og efterisolering i lejemålet. Samtidig indgik vi, på Karins vegne, aftale om et forholdsmæssigt afslag i lejen svarende til kr. 10.700,00 netto for generne og forringelsen af det lejedes brugsværdi.
Lejeforholdet blev af Karin opsagt med fraflytning ved udgangen af august. Vi bistod igen Karin – denne gang i forbindelse med fraflytning – og efter en kort men effektiv flytteforretning, hvor vi forinden afdækkede Karins rettigheder, kunne vi sikre Karin det fulde depositum tilbagebetalt med tillæg af forudbetalt leje, der ikke var boet op og modregnet mindre en forbrugsbetaling. Et samlet resultat ved flytteforretningen på netto kr. 28.352,12 (kr. 39.052,12 medregnet afslaget) i Karins favør.

Fuldt depositum efter Huslejenævnssag og 8 måneders sagsbehandling

Mads’ sag går helt tilbage til december 2016, hvor lejeforholdet ophørte ved almindelig opsigelse. Siden fulgte en uenighed om istandsættelsen og afregningen af lejemålet, som Mads ellers havde forbedret betragteligt i lejeperioden. Der var også strid om ulovligt opkrævede tillægsydelser, som udlejer havde pålagt Mads.
 
Vi måtte, på Mads’ vegne, gå den lange vej igennem Huslejenævnet i Aalborg – og der nu endeligt faldet en afgørelse. Mads har opnået fuldt medhold og bliver tilbagebetalt et beløb svarende til det fulde depositum, og samtidig afvises udlejers urimelige istandsættelseskrav, der ellers var af en betragtelig størrelse. Efter modregning af forfalden husleje og tillæg af ulovligt opkrævede tillægsydelser og depositum tilbagebetales Mads samlet kr. 11.050,00.
 
Vi glæder os over, at lang tids tålmodighed nu betaler sig – og vi ønsker Mads tillykke med et retfærdigt resultat.

Lejer godtgjort kr. 32.503,43 efter næsten 3 års tovtrækkeri i Huslejenævn og Boligretten

Næsten 3 år skulle der gå, før Jeannie Maria, fra Kolding, fik sin ret. Tilbage i 2014 gik vi ind i Jeannies sag, hvor udlejer havde forsømt at udbedre mangelforhold, som udlejer dengang ellers efter en Huslejenævns-afgørelse var blevet pålagt. Da Jeannie 31.08.2014 fraflyttede lejemålet var der uenighed om fraflytningen, tilbagebetaling af depositum, afregning af forbrug og lejeafslag for ikke-udbedrede mangler.
Sagen endte, efter at være behandlet i Huslejenævnet, i boligretten ved domstolsbehandling, hvor der blev nedsat påstand om tilbagebetaling af depositum, tilbagebetaling af aconto vandafgifter i perioden 15. september 2013 til 31. oktober 2014, tilbagebetaling af leje m.v. for perioden 4. oktober 2014 til 31. oktober 2014, afslag i leje for perioden 15. september 2013 til 30. september 2014 og for tilbagebetaling af varme for 2013. Jeannie fik – til trods for i udlejers svarskrift at være mødt med modkrav på kr. 12.429,00 – sin ret, og kan derfor nu glæde sig over en længe ventet tilbagebetaling og et punktum i sagen.

Udlejer forsøgte at smide lejer ud. Nedsættelse af huslejen og godtgørelse til lejer blev i stedet resultatet.

I en noget særpræget sag fra Aalborg, har vi behandlet to forhold for lejeren, Melanie. Vi modtog huslejenævnets afgørelse i marts – og da den af udlejer ikke er anket, står den nu ved magt.
 
Melanie har fået medhold i, at huslejen har oversteget det lejedes værdi, og er derfor godtgjort et større pengebeløb og sparer fremover en betragteligt beløb månedligt. Huslejenævnet har desuden afgjort, at udlejer ikke har kunnet varsle opsigelse eller afgive advarsel for, at Melanie har holdt hund i et vist omfang i lejemålet. I lejeaftalen er således indført ret til at ‘passe hund fra tid en anden’, hvilket vi forsvarede og siden fik Huslejenævnets ord for skulle være Melanies ret i vid udstrækning.
 
Vi deltog i besigtigelse af lejemålet med Melanie, udlejer, udlejers advokat og huslejenævnet, hvor vores påstand om nedsættelse af huslejen blev gjort gældende, ligesom vi forsvarede Melanie mod mulig advarsel og potentiel opsigelse, som udlejer forsøgte at gøre gældende.

Fuldt medhold i Københavns Kommunes Huslejenævn i sag om skimmelsvamp

Vi har bistået Jannie fra Valby i en sag, som vi overtog fra anden retshjælp, hvor lejemålet var/er befængt med skimmelsvamp, og hvor sagen faktisk allerede havde været behandlet af Københavns Kommunes Huslejenævn.
Vi mente, at påstande og anbringender, der var præsenteret af lejers første juridiske sagsbehandler for nævnet, var mangelfulde, og, at flere forhold i lejemålet skulle tilvejebringes. Det er de nu, og vi har på lejers vegne opnået fuldt medhold!
Udlejer pålægges efter nævnets afgørelse at udbedre samtlige rum i lejemålet, og bringe mangler for så vidt isolering i lejemålets vinduer i orden. Arbejdernes udførelse er desuden ledsaget af en frist på 3 måneder, så lejer kan se frem til snarlig handling. Og endeligt er udlejer pålagt bødeforlæg af kr. 2.124,00.

Husleje tilbagebetalt med depositum efter fraflytning

Simon fra Aalborg indmeldte sig hos os i november 2016 på baggrund af en sag om fraflytning, hvor udlejer – et større udlejningsselskab i Aalborg – havde forsømt at søge genudlejning af lejemålet iværksat efter udlejers almindelige genudlejningspligt, ligesom der i lejemålet blev opbevaret håndværksremedier, maskiner og lignende til erhvervsmæssigt brug i ejendommen, efter Simons udflytning. 

Da der var begrundet tvivl om istandsættelseskrav, som Simon ville blive mødt af, bad Simon os varetage fraflytningssynet med udlejers repræsentant. Vi håndterede herefter krav om tilbagebetaling af forudbetalt leje, tilbagebetaling af husleje, vi ikke mente udlejer havde haft ret til at indkræve og selve istandsættelseskravene. Sidstnævnte måtte vi ad to gange håndtere, idet første oversigt fra udlejer var urimelig.

Sagen blev afregnet mellem os og udlejer, og Simon opnåede et retfærdigt og tilfredsstillende resultat: Tilbagebetaling af en måneds husleje suppleret kr. 13.254,37, der omfattede bl.a. forudbetalt leje og restdepositum.

Lejere godtgjort kr. 65.000,00 efter forlig

Vi overtog Martin og Marias sag, da udlejer havde forsøgt at opsige lejeforholdet på et ugyldigt grundlagt. Indtil sagens afslutning var der uenighed om vilkårene for lejeforholdets ophør, fraflytning og lejers istandsættelsesforpligtelser.
 
Efter et længere forløb, fandt sagen sin afslutning, og resultatet er en af de større forligsaftaler, vi har håndteret.

Martin og Maria er godtgjort kr. 65.000,00 og har kunnet fraflytte lejemålet i Høng uden istandsættelsesforpligtelser med undtagelse af rengøring og rydning.

Et solidt resultat, der endda overgår forventningerne, vi havde inden sagens indledning.

Godtgjort kr. 48.000,00 efter strid om tidsbegrænsning af lejemålet

D. 9/8 gik vi ind i en sag om skader og mangler i lejemålet, Niko, der indmeldte sig i august, var lejer i. Sagen og selve forløbet var kompliceret ved, at der imellem parterne var uenighed om gyldigheden af lejeforholdets tidsbegrænsning, udbedring af mangler og vilkårene for en mulig fraflytning.

Sagen er, målt på godtgørelse og omfang, blandt de større hos os, men også en, vi er tilfredse med at have løst.

Forligsaftalen indeholdte vilkår om tilbagebetaling af kr. 38.000, afslag på kr. 10.000,00 og fraflytning uden istandsættelsesforpligtelser for lejer.

Gunstigt forlig efter angreb af skimmelsvamp

Camillas startede allerede i februar 2016, hvor vi første gang henvendte os til udlejer, på Camillas vegne. Lejemålet var behæftet med betragtelige vækster af skimmelsvamp, og særligt lejemålets soveværelse var ramt.

Efter et langt og genstridigt forløb, hvor det var vanskeligt at nå igennem til udlejer, kunne vi ved flyttesynet d. 26/7 i Esbjerg skrive under på en aftale med udlejers advokat. Efter aftalen tilbagebetaltes Camilla det fulde depositum, slap for istandsættelse af lejemålet (som ellers ville have været en betragtelig omkostning) og kunne bebo lejemålet de sidste to måneder, august og september, huslejefrit. En samlet kompensation på kr. 21.200,00.

Det fulde depositum retur trods krav fra udlejer

D. 21.06.2016 deltog vi i flyttesyn med Maria Pedersen fra Nørre Aaby og Marias nu tidligere udlejer. Efterfølgende kunne vi, til trods for urimelige og ugyldige krav fra udlejer, lukke sagen, idet Maria d. 14.07.2016 modtog det fulde depositum retur, svarende til kr. 16.500,00.

Lejer tilbagebetalt kr. 23.015,00

Vi gik d. 21. april 2016 ind i en sag om tilbagebetaling af depositum og forudbetalt leje, hvor lejeren, Jeanette fra Otterup, frygtede at miste begge beløb. D. 2. maj 2016 lukkede vi en aftale med udlejer, hvorefter Jeanette blev godtgjort kr. 23.015,00 efter en kort, men effektiv forhandlingsproces, hvor vi rettede krav og indgik i dialog med udlejer, på Jeanettes vegne.

Kr. 9.000,00 og udbedringer iværksat efter forlig indgået med udlejer

Mette, der indmeldte sig hos os i januar 2016, henvendte sig på baggrund af sit lejemål, der igennem længere tid havde været behæftet med skimmelsvamp. Vi indgik i dialog med Mettes udlejer, og sikrede Mette en forligsaftale, der sikrede Mette kr. 1.600,00 månedligt i 6 måneder fra aftalens indgåelse. Der blev samtidig iværksat konstruktive udbedringstiltag, herunder udbedring af revner i murværk og vurdering af tørring af fugtramte vægge.

Lejer tilbagebetalt depositum til trods for urimelige krav fra udlejer

Susie S. fra Glumsø er tilbagebetalt kr. 12.600,00 efter et forløb på kun 15 dage. Susie blev mødt med uberettigede krav fra udlejer i forbindelse med fraflytning af sit lejemål, men er altså godtgjort kr. 12.600,00 efter Juristerne fandt fejl i udlejers krav.

Kr. 36.000,00 efter forlig indgået med udlejer

Simon Juul Møller fra Odense er godtgjort kr. 36.000,00 efter et relativt kort, men effektivt forlig indgået med udlejer. Indledningsvist krævede vi kr. 41.902,84 i afslag, men parterne blev således enige om kr. 36.000,00.

Udbedring og afslag

18. maj 2015 sendte vi Sara Thorup Madsens udlejer krav om udbedring af mangler og krav om et forholdsmæssigt afslag i lejen. 4 dage senere var udbedring af manglerne ordnet af håndværkere og Sara blev godtgjort kr. 3.275,00 – et beløb, der endda var en smule større end det der hidtidig var krævet.