Anita fra Aarhus indmeldte sig allerede i april 2017 med ønske om hjælp til både reguleringen af en høj husleje og vækster af skimmelsvamp i lejemålet. Begge forhold måtte siden behandles i huslejenævnet. I forbindelse med aflevering af lejemålet bistod vi Anita, da der allerede inden fraflytningssynet var tvivl om, hvorvidt flytteforretningen ville gå rimeligt til.
Da Anita blev præsenteret for fraflytningsrapporten var istandsættelsesomkostningerne rimelige og i overensstemmelse med vores forhandling med udlejer ved fraflytningssynet – men udlejer havde alligevel modregnet kr. 7.249,28 for en undersøgelsesrapport fra forholdet om skimmelsvamp tilbage fra 2017. Omkostningen mente vi ikke var rimelig, aldrig aftalt at skulle være lejers ansvar og ugyldig efter lejelovens præmisser, men udlejer nægtede at imødekomme vores indsigelse. Vi måtte derfor – for anden gang på et år – i Huslejenævnet for Anita. Godt 3 måneder senere landede afgørelsen endeligt: Anita fik fuldt medhold, og udlejer blev pålagt at tilbagebetale kr. 7.249,28 + renter af kr. 172,66 til Anita. Huslejenævnet pålagde desuden udlejer at betale et tillægsgebyr på kr. 2.139 til huslejenævnet, idet Anita havde fået fuldt medhold i nævnet.